Mere om Kirkens Korshær i Horsens

Ingeborg Lomholts gennemgang af Kirkens Korshærs historie i Horsens

 

 

 

 


 Kirkens Korshærs historie i Horsens, indtil ca. 1992

ved Ingeborg M. Lomholt (red.)

 

Indhold

 

Indledning

3

Kort om Kirkens Korshær

4

Tidlig lokalhistorie

5

En ny begyndelse

7

Vi har en drøm

8

Fra storkreds til korshærskreds

9

Nicolaitjenesten

9

Flere initiativer

10

Optakt til værested

11

Kommunen ville ikke lege med

11

Aktion varmestue

11

Kamp til stregen

12

Hvor der er vilje, er der en vej

12

Genbrugsbutikken åbner

13

Endelig varmestue

14

I gang

16

De første år

18

Mod fastere struktur

22

Mange flittige hænder

23

Informationsarbejde

24

Farvel til storkredsen

26

Træk af Sønderbrobutikkens historie

26

Forberedelse af genbrugsbutik

26

KK-butikken åbner

28

Opgavefordeling

28

Kreativiteten blomstrer

30

Nye lokaler og mere plads

31

Støtte fra Rårup

34

Muntre episoder i butikken

34

Pionerånd og sammenhold

35

Vagtskifte

35

Kirkens Korshær viser ansigt

37

Det koster at bygge om

37

Fester på landsplan og lokalt

38

Lysglimt i hverdagen

41

K.K.-Fællesbo

42

Et tilbageblik

43

Det bærende korshærssyn

43

Medarbejdere de første år

45

 

Indledning

Dette stykke lokalhistorie er samtidig historien om en græsrodsbe­væ­gel­ses kamp for de udstødte i vort samfund. Den kunne være fo­regået hvor som helst i Danmark. Den fortæller om en stærk tro på og sej vilje til at gennemføre det, man tror på. Hos os havde vi en drøm om at skabe et værested for hårdt belastede mennesker. Vores baggrund var Kirkens Korshær. Vi havde en tro på, at det nok skulle lykkes. Og det lykkedes. Vi fik vores varme­stue!

Det er vigtigt at huske sin historie; at holde rede på, hvordan og i hvil­ken række­følge tingene skete. Derfor opstod ønsket om at op­tegne be­given­hederne, der førte til varmestuens oprettelse. Og ønsket om at fortælle om den videre udvikling, der danner basis for korshærens nu­værende arbejde i Horsens.

Siden 1977 har jeg både praktisk og organisatorisk været invol­veret i dette for­løb. Derfor blev jeg bedt om at samle historisk stof om em­net, hvilket jeg efter bed­ste evne og ved hjælp af et omfattende ar­kivmate­ri­ale har prøvet på at gøre. Hvor muligheden forelå, er op­teg­nelserne led­saget af billedmateriale. I det efterhånden mangfol­dige billede, der tegner sig, kan det dog ikke undgås, at enkelte de­taljer og oplysninger bliver glemt, hvilket man forhåbentlig vil bære over med.

Foruden at strejfe korshærens meget tidlige lokalhistorie, strækker det historiske tilbageblik sig fra sidst i 1970′erne til begyndelsen af 1990′erne, med særlig fokus på de første spændende år. Her var ar­bej­det under opbygning, og det prægede de første frivillige medarbej­dere. De var fyldt af en ægte pionerånd.

Mange forskellige “ildsjæle” har lagt kræfter i at få korshæren i Horsens godt fra start, og i dette lille skrift har nogle af dem skrevet historien udfra netop “deres” vin­kel. Således kan den samme beret­ning dukke op flere gange – men belyst forskel­ligt, hvilket ikke gør den mere kede­lig!

Andre har jeg nået at tale med, før det var for sent, f. eks. Otmann Svendsen, der i 1940erne var fastansat korshærsmedarbejder i Horsens og nu afdøde Ebert Lar­sen. I forbindelse med udstillingen ”Barak­kerne på Nørretorv – den g(l)emte bydel” på Bogcafe´n, Smedegade 17, i efter­året 2001 kom jeg i kontakt med 95-årige Karen Sørensen, der omkring 1930 var frivillig korshærsmedarbejder i barakkerne1). De­res oplysninger er således flettet ind i helheden. Det samme gælder opteg­nelser fra var­mestu­ens før­ste leder, nu afdøde Ernst Chri­stensen.

Heldigvis er historien dermed ikke slut, og andre må fortsætte den, når tiden er inde.

 

1) En hjertelig tak for stor hjælpsomhed til Lars Emig, Bogcaféens historiske ud­valg.

Kort om Kirkens Korshær

For at sætte det lokale byarbejde i en større sammenhæng, skal korshæ­rens histo­rie kort omtales. Kirkens Korshær blev stiftet i 1912 af den kø­benhavnske sogne­præst H. P. Mollerup og er i dag en af landets største frivillige, sociale hjælpeorganisationer. Dens for­mål er at hjælpe men­ne­sker i nød, uanset hvem de er.

Kirkens Korshær er en kristen organisation, tilknyttet Den danske Fol­ke­kirke. Det betyder, at det kristne menneske­syn er fundamentet i Kir­kens Korshærs arbejde: Mennesket er skabt af Gud og har en uerstat­telig værdi. Derfor skal hvert eneste menneske mødes med re­spekt.

 

Søster Ane Kirstine Hansen, nederst til højre, og frivillige medarbej­dere, nogle i korssøsterdragt. En af dem er Kirstine Rasmussen. (1932)

På landsplan har Kirkens Korshær ca. 350 ansatte og 5000 frivillige medarbejdere. Hovedkontoret ligger i København. I de fleste større byer findes et lokalt korshær­sarbejde, hvor man forsøger at hjælpe menne­sker, der har det dårligt.

Kirkens Korshær støttes økonomisk af stat, amter og kommuner. Men grundlæg­gende drives den for privat indsamlede midler. Kirkens Korshær har således mange butiks- og støttekredse, der fungerer som lokale fundraisergrupper.  Som en slags paraply over disse er landet igen opdelt i storkredse, hvis funktion vi vender tilbage til.

Tidlig lokalhistorie

Det er bemærkelsesværdigt, at Kirkens Korshær forholdsvis tidligt er på banen i Horsens. I dr.theol. Marius Hansens bog “Ad mærkelige veje”, udgivet på Frimodts Forlag 1962 i anledning af Kirkens Korshærs 50 års jubilæum, finder vi så­le­des på side 152 følgende interessante oplysning: “Meget tidligt var en korshærsvirksomhed begyndt, om end i mindre om­fang, også i Horsens. I denne by blev initiativet dog ikke ta­get af staben, men af en stærkt inte­resseret diakonisse, søster Ane Kirstine Hansen, der sam­men med en lille skare trofaste medhjælpere, førte arbejdet vi­dere fra år til år, uden at der blev dannet et selvstæn­digt korps, idet ar­bejdet i Horsens hørte ind under hovedkorpset.

 

Fest i Kirkens Korshær i Smedegade. Ungdomsafdelingen har hygge­af-ten med pølser og hvidtøl. Børnene i højre side er fra barakkerne og i venstre side fra fattighuset, der dengang lå på Fabriksvej. (1930).

Ikke med urette blev der efter nogle års forløb skrevet i korshærens blad: …det er jo endelig heller ikke navnet “korps”, det kommer an på! Selv om Horsens ikke regnes blandt “korpsbyerne”, så er der dog her gjort et æg-te stykke korshærsarbejde med be­værtnings-, ar­rest- og sy­gehus­mission o.s.v. – og det udelukkende af frivillige og ulønnede medarbej­de-re…  Først fra den 1. oktober 1930 blev arbej­det i Horsens knyttet nær-mere til korshærens stab”.

I samme bog side 222 kan man læse: “…arbejdet i Horsens blev i sam­råd med korshærsrådet ophævet i 1953 på grund af økonomiske van-skelig­heder”.

Udfra disse citater viser det sig altså, at der allerede i 1920′erne og op til 1953 blev udført et omfattende korshærsarbejde i Horsens – og at det i de første mange år udelukkende skete ved hjælp af frivillige med­arbej­dere.

I forbindelse med nævnte udstilling ”Barakkerne på Nørretorv” var jeg så heldig at møde den gamle Karen Sørensen, og hun fortæller spille­vende om sin tid i Kirkens Korshær omkring 1930: ”Vi gik på husbesøg i barak­kerne en gang om ugen, hvor vi sang og spillede guitar (jeg selv spillede guitar). Vi fik en snak med beboerne og støttede og opmun­trede dem i en ellers hård dagligdag. Kvarterets kvinder og børn kom også til hygge­strik og kaffe hos Kirkens Korshær i Smedegade 45. Vi ar­rangerede desuden sommerlejr for de unge piger fra kvarteret med cykel­ture helt til Mols”.

 

Der skrælles kartofler på sommerlejren (1930)

Flere af os har i midten af 1970′erne endnu haft den glæde at møde en af de trofaste “veteraner” fra dengang, Kirstine Rasmus­sen, før hun døde i en høj alder. Sikke en fornem tradition, vi andre får lov at føre vi­dere!

I korshærsbladet fra april 1999 kan man i et interview med tidligere korshærsme­darbejder Otmann Svendsen læse, at han i årene 1946-1949 var assistent hos korshærssekretær Christoffer Christoffersen, der på dette tidspunkt sammen med sin kone Kristine, stod for byarbej­det i Horsens med base i Smedegade. Det fremgår, at tiderne var van­skelige med dår­lige pladsforhold og trang økonomi. I en efterfølgende privat samtale læg­ger Otmann Svendsen ikke skjul på, at det ofte var en kamp at få pen­gene til den beskedne løn skrabet sammen. Det skete endda ikke sjældent, at man måtte und­være en del af den.

Nævnes skal også, at nu afdøde Harald Søbye, præst ved Vor Frel­sers kirke fra 1942-1948, var en fin og engageret korshærsmedar­bejder, ja, ligefrem en slags korshærspræst. Sognepræsten ved samme kirke, C. Engsig-Karup, var desuden gennem flere år for­mand for korshærsrå­det.

 

En ny begyndelse

I 1977 blev jeg opfordret til at afløse nu afdøde sognepræst Folmer Aunsborg som formand for Kirkens Korshærs storkreds 71, der omfat­tede Horsens-Gedved provsti. For hi­stori­ens videre forløb følger en lille forklaring på, hvad formålet med en storkreds er – og hvad vi brugte den til!

Ideen med at danne storkredse inden for Kirkens Korshær stammer fra slutningen af 1950′erne, hvor man begyndte at opdele landet i ca. 80 storkredse på grundlag af provsti- og sognegrænser. Disse kredse var tænkt som et bindeled mellem de lo­kale støttekredse og hovedkonto­ret, således at størstedelen af de lokalt indsamlede mid­ler via storkred­sene skulle sendes til København og derfra fordeles derhen, hvor der måtte være størst behov.

Sådan kom det nu ikke til at gå hos os. Vi brugte derimod storkred­sen som en plat­form, fra hvilken vi tog kampen op for en varme­stue i Horsens. For at rejse den nødvendige startkapital, forblev alle ind­sam­lede midler stort set på stedet.

I 1977 foregik der nogle få korshærsaktiviteter i storkredsen. Således fandtes der en korshærskreds i Horsens, oprettet i 1950 af  Ruth Krog-Jensen, samt en nystar­tet arbejdskreds i Østbirk, som sogne­præst Jens Fosdal og hans kone Margit stod for. Denne kreds støt­tede på davæ­rende tidspunkt korshærsarbejdet i Århus. Kirkens Korshærs landsse­kretær gav mig samtidig navnene på nogle men­nesker i Horsens, som gen­nem mange år aktivt havde støttet Kirkens Korshær. Blandt dem var Ebert Lar­sen, der samlede tøj ind og med jævne mel­lemrum fragtede det til Vejle, samt Helga Pold og Marie Louise Agger­beck.

Storkredsen lå altså ikke i et “dødt” område; her havde været og var sta­digvæk mennesker, som gjorde et fint stykke korshærsarbejde. Men hvordan kunne man koordinere disse aktiviteter og om muligt starte et hjælpearbejde i Horsens? At der var brug for et sådant, var vi, der dag­ligt  færdedes på Stats­fængslet – og flere med os – ikke i tvivl om. Vi kunne ikke slippe tankerne om det tomrum, som mange af de løsladte fanger kom ud i, når deres afsoning var forbi og de  skulle begynde på livet udenfor. Et forholdsvis stort antal indsatte, også fra de åbne an­stalter omkring Horsens, var bosat eller blev hængende i Horsens og om­egn. Burde der ikke være et alternativ til det værtshusmiljø, som de hurtigt havnede i igen? Et sted, hvor de kunne føle sig velkomne, hvor der var lidt mad og frem for alt men­nesker, der havde tid og hjerte­varme?

Vi har en drøm…..

Fortalt af Carl Lomholt.

”En råkold vintermorgen står der uden for statsfængslets indkørsel en ung mand med en bylt under armen. Dér har han sine få ejendele – lidt skiftetøj, tandbørsten, et par tegneserier, enkelte private breve og foto­grafier, måske også  en bog – det hele pakket sammen i en sort plastic­sæk, bundet til med en stump sejlgarn. Han er netop løs­ladt efter et par år bag de låste døre. Nu står han der i rimtågen og småfryser og ser lidt rådvild først til den ene side, så til den anden. De få forbipas­serende ta­ger ikke fejl af, hvor han kommer fra. Det kan enhver jo se – og det véd han selv, at de kan, at alle kan se det på ham! – Det er det, der næsten er det svæ­reste ved at blive løsladt.

 

Statsfængslet i Horsens

Hvor skal man gå hen i den situation – når ingen venter på en? – Ja, hvad er vel mere nærliggende end at søge hen til et af de nærmeste værts­huse og drikke sig en smule mod til? Han vælger det, der ligger først for, knapt et par hundrede meter fra fængslet. Og i knejpens varme hygge finder han hurtigt selskab; for her kommer han jo – alt ta­get i betragtning – som en ret holden mand, løsladt med 7-800 kr. på lom­men. De strækker til et par omgange til de tilstedeværende stam­gæster – og til en solid brandert til ham selv. Forudsigeligt nok ender dagen i politiets detention. – Så­dan har han sikret sig logi for den første nat – i friheden!

Mange af de unge mennesker, som løslades fra Statsfængslet i Horsens – såvel som fra andre fængsler rundt om i landet – vil gen­kende sig selv i det korte forløb, som her er skildret. Det er næsten ste­reotypt – opskriften på fortsættelsen af en kri­minel deroute. Det går præcis sådan, som man oppe i fængslet forventer det af dem, der “løslades til gaden:” de fort­sætter altid, hvor de slap!

Det er disse hårde realiteter, som, snart efter at Ingeborg og jeg i 1975 var blevet ansat som henholdsvis organist og fængselspræst, fik os til at indse den påtræn­gende nødvendighed af en eller anden form for et lokalt “værested” for de løsladte. Et påkrævet alter­nativ til det halvkri­minelle værtshusmiljø, der ellers er det eneste til­bud til mange af dem.

Selv havde jeg en baggrund som medarbejder i Kirkens Korshær, dels fra mine før­ste 10 præsteår – som korshærspræst – dels siden hen en halv snes år som medlem af landsstyrelsen. Så hvad var mere nærlig­gende at arbejde på, end at Kirkens Korshær fik en var­mestue i Horsens – ligesom den allerede havde det i en række andre byer?

Ud­over at være et værdigt tilbud til løsladte fanger, skulle et sådant fri­sted naturligvis også være åbent for de mange andre men­nesker, der havde hårdt brug for det, de mange ensomme og hjem­løse,  der tilmed ofte er tynget af svære misbrugsproble­mer”.

 

Fra storkreds til korshærskreds

Med denne vision og dens triste baggrund i tankerne lykkedes det i 1978 at samle en lille flok på 11 mennesker, der udfra et varmt soci­alt enga­gement havde lyst og vilje til at gøre et stykke arbejde for de sva­geste i vores by. Storkredsen blev til en korshærskreds! Og sam­tidig en græs­rodsbevægelse, der med alle midler ville kæmpe for at realisere drøm­men – og arbejde på at bringe de fornødne midler til veje. Spiren til et kommende byarbejde blev lagt, om end der var lang vej igen. I den første tid  trængte der sig samtidig en anden opgave på.

 

Nicolaitjenesten

Det første projekt blev et støttearbejde for Sct. Nicolai Tjenesten i Horsens. Samme år blev den sluttet sammen med Nicolaitje­nesten i tre­kantområdet Kolding-Fredericia-Vejle.

En af de varmeste fortalere for denne sag var nu afdøde lærer Agnes Sulcova, som en overgang var medlem af vores kreds. Sam­men med hende prøvede vi at gøre Nicolaitjenesten mere synlig i vo­res by, både i gadebilledet og ved løbende annoncering i lokalpres­sen og  telefonbo­gen. Vi fik foretræde på offentlige kontorer for at overbevise ledende per­soner om sagens vigtighed.

Unge og raske som vi var, kravlede flere af os ikke sjældent op i by­bus­serne, for at ophænge plakater for Nicolaitjenesten. Samtidig sendte vi tiggerbreve til diverse banker og velgørende foreninger for at fi­nansiere de udgifter, der løb på.

 

Udflugt til Endelave. Gerda Glistrup, Ebert Larsen, Helga Pold, Birgit Thorberg, Thyra Visborg, Gunver og Valdemar Larsen, Inga og Ejgil Christensen, Ingeborg og Carl Lomholt (1979)

 

Flere initiativer

Ved stor støtte fra den korshærskreds, der i forvejen fandtes i Horsens, og fra ar­bejdskredsen i Østbirk øgedes storkredsens lod­seddelsalg for­midabelt, og allerede i 1979 var vi fra 500 stk. kommet op på ca. 1800 stk. Vi oprettede ligeledes en be­søgsordning på fængslet, kaldet Kirkens Korshærs besøgsvenner, hvor der opstod værdifulde kontakter mellem korshærsfolk og indsatte, til stor glæde for begge par­ter.

Men vi glemte heller ikke, hvad “socialt samvær” betyder for sådan en kreds! – Med særlig glæde mindes vi, navnlig fra de første år, nogle smukke sensommerudflug­ter til “Ingeborgs Hus” på Endelave, hvor vi i muntert fællesskab samlede kræfter til nye kampe og udfor­dringer.

 

Optakt til værested

Søndag aften, d. 21. januar l979 inviterede vi for første gang til et of­fent­ligt møde i Sønderbro Kirke. Vi ville informere om både fornyel­sen inden for Sct. Nicolaitje­ne­sten i Horsens og om planerne vedrø­rende oprettel­sen af et værested, evt. supple­ret med et lille nedherberg.

Der kom 75 interesserede, et antal, vi slet ikke havde turdet regne med! Og det blev en aften, vi sent vil glemme. De fremmødte var vir­kelig opta­get af at bakke op om et arbejde for de allersvageste med­borgere i Horsens. Carl Lomholt lagde i sit oplæg ikke skjul på, at vo­res største bekymring var den manglende økonomiske rygdæk­ning. Vi måtte jo nød­vendigvis have en startkapital, for at gå ind i realitets­drøftelser med Horsens kommune. Men det afholdt ikke folk fra at skrive sig på lister, dels som medarbej­dere i Nico­laitje­nesten, dels som støtter af det lokale Korshærsini­tia­tiv. Der blev også givet gav­mildt ved en spontan indsam­ling.

 

Kommunen ville ikke lege med

Sommeren 1979 reserverede Landsstyrelsen 30.000 kr. til værksteds­projektet. Desu­den havde vi ansøgt adskillige fonde om støtte og på for­skellig vis prøvet at rejse midler til formålet. Med godt og vel 40.000 kr. på kistebunden, hvoraf kred­sene havde skaffet de 10.000 kr., ansøgte Carl Lomholt den 29.11.79 for første gang kommunen om tilskud.

Den blev besvaret med blankt afslag af den daværende borgmester, Holger Søren­sen. Samtidig lod man forstå, at vi ej heller i de kom­mende år  måtte forvente kom­munal støtte til et sådant forehavende.

 

Aktion Varmestue

Selvfølgelig gav vi ikke op. Tværtimod opmuntrede vi hinanden, da vi indlysende kunne se behovet for værestedet. Desuden blev vi jo varmt bakket op af mange borgere i byen. Derfor inviterede vi i no­vember 1980 igen til et stormøde i Søn­derbro kirke med titlen Aktion Varme­stue.

Der kom omkring 100 mennesker, og de blev orienteret om sidste nyt i sagen. I fællesskab ville man prøve at rea­lisere planerne ved hjælp af private midler. Igen mundede aftenen ud i et varmt håndslag fra rigtig mange men­ne­sker.

Som følge deraf blev korshærskreds nr. 3 dannet, og den stod præ­sterne Alfred Kir­keterp og siden Henrik Oest og Marianne Koch for.

 

Kamp til stregen

Carl Lomholt fortæller:

“…det hændte i begyndelsen af december 1980, at aktualitetsafdelin­gen i DR TV la­vede en udsendelse om Horsens under titlen “En by i provin­sen”. I den forbindelse kom jeg (blandt flere andre borgere) tilfældigvis til at medvirke.

Interviewet med mig fandt sted på min arbejdsplads, Statsfængslet, og handlede om mit syn både på denne institution og på fængsels­straf mere generelt. I den forbin­delse fik jeg anledning til at under­strege, hvor vigtigt det var, at Kirkens Korshær kunne få en varme­stue i byen. Blandt andet skulle den være et tilbud til løsladte fanger, men borgme­steren havde desværre afslået vores ansøgning om til­skud.

TV-journalisten, den senere så velkendte Rolf Jonshøj, havde i for­ve­jen, under sin research til interviewet, spurgt borgmester Holger Søren­sen om denne detalje. Borgmesteren svarede for åbent TV-kamera, at kom­munen aldrig havde modtaget nogen ansøgning om dette spørgs­mål og følgelig heller ikke havde kunnet tage stil­ling til det. – Heldigvis havde jeg under interviewet såvel en kopi af min an­søgning som selve afslaget med borgmesterens underskrift liggende foran mig. Det blev vist sort på hvidt i TV!

Fra Holger Sørensens side var der naturligvis tale om en hændelig for­glemmelse – han var hæderligheden selv, et helt igennem fint menne­ske! – Men ellers var det en af de situationer, hvor jeg – i gavnlig betyd­ning – har måttet sande pressens, især fjernsynets, uomtvistelige magt!”

 

Hvor der er vilje, er der en vej

I 1981 var indsamlingen nået op på 103.000 kr., hvoraf halvdelen stam­mede fra tipsmidler, som vi samme år fik af Finansministeriet.

Da vi efter fornyet ansøgning til kommunen igen fik afslag i septem­ber 1981 (bortset fra, at man tilbød at stille lang­tidsledige til rådighed som medarbejdere, såfremt Kirkens Korshær “får mulighed at etab­lere var­mestuen på anden måde”!), blev vi enige om at handle på egen hånd og udenom kommunen. Medlemmerne fra de tre korshærskredse be­gyndte at se sig om efter et egnet sted, hvor man kunne indrette en genbrugs­butik. Nu måtte vi selv skabe en fast økono­misk basis for driften af en varmestue, som de mest optimisti­ske blandt os drømte om at få etableret et års tid senere. Der viste sig snart en lille, velegnet tid­ligere for­retning, Søn­derbrogade 17, med baglokale, niche med vask og adgang til toilet. Huslejen var på 800 kr. + à conto varme på 270 kr. pr. måned. I midten af november 1981 var vi en flok, der kørte til korshærens genbrugsbutik i Vejle for at få gode ideer til indretningen. Kort efter var det på tide at fortælle byens borgerne om sidste nyt. For­uden at holde lokalpressen lø­bende orienteret, inviterede vi igen til møde.

 

Genbrugsbutikken åbner

Vi holdt igen Korshærsfest i Sønderbro Kirke under titlen AKTION VARMESTUE, en dejlig og velbesøgt aften. Her kunne vi fortælle om den kommende butik, og adskil­lige mennesker meldte sig på forhånd som medarbejdere.

 

Genbrugsbutikken på Sønderbrogade 17 (1982). Fra venstre Jasbir Kaur, Birgit Thorberg og Britta Hartmann.

Det var en stolt dag, da genbrugsbutikken åbnede den 10. december 1981. Og det var ikke tilfældigt, at den kom til at ligge på Sønderbro, for det var i denne del af byen, vi i vores første tid havde mødt en åben og gæstfri kirke. Efterhånden som arbejdet voksede, var der dog en lige så stor imødekommenhed i de andre bykirker.

På grund af akut pladsmangel flyttede genbrugsbutikken i 1984 til større lokaler på Sønderbrogade 57. Det var en god forandring, for den kom til at ligge på et hjørne med store udstillingsvinduer og fin inden­dørs plads. En voksende kundekreds be­tød en efterhånden øget ind­tjening, hvilket igen smittede af på medarbejdernes ar­bejds­glæde. Så­ledes kom butik­ken til at leve fuldt op til sit formål.

Her skal indføjes, at arbejdskredsen i Østbirk kort efter butikkens start gik over til at støtte korshærsarbejdet i Horsens med de fineste, hjem­mesy­ede og -strikkede ting. Også økonomisk bakkede den tro­fast op. Lidt se­nere gik en kreds af interesserede i Rårup aktivt ind i sagen. Med bu­tiksmedarbejder Else Sørensen som initiativtager af­holdt man her velbe­søgte loppemarkeder og solgte flittigt lodsedler m.m. En ar­bejdskreds under Vita Andreasens ledelse fortsatte den gode støtte til Horsens.

 

Endelig varmestue

Efter genbrugsbutikkens fine start og stigende indtjening, gjaldt det året efter for al­vor om at få oprettet en varmestue. Ved 70-årsdagen for Kir­kens Korshærs grund­læggelse holdt de tre korshærskredse i weeken­den 9.-10. oktober 1982 med Alfred Kirketerp som primus motor en bragende korshærsfest i Vor Frelsers sognehus og kirke. Om lørdagen blev der af­holdt salgs- og loppemarked. Søndag for­middag prædikede Carl Lomholt ved højmessen, hvor indsamlingen gik til varmestuen. Hele arrange­mentet sluttede med en meget vel­besøgt festaften i sog­nehuset, og alt i alt fik vi et flot økonomisk re­sultat.

I november l982 kørte 17 korshærskredsmedlemmer med “Polles Mini­bus” til Hol­stebro, for at se på Kirkens Korshærs arbejde dér. Det blev en lærerig tur til den nyåbnede varmestue i Holstebro, som alle­rede havde mange gæster. Ved en ef­terfølgende drøftelse med nogle re­præsentan­ter fra kredsene og en meget interes­seret flok fra “Folkebe­vægelsen mod hårde stoffer” blev et af vore kredsmedlem­mer, Ernst Christensen, spurgt, om han kunne tænke sig for en peri­ode at blive den kommende varmestues leder på deltid. Han havde et langt ar­bejdsliv til gavn for unge kriminelle bag sig. Derfor var vi sikre på, at han var den ideelle igangsætter af vores varmestuepro­jekt. Heldigvis svarede han ja, og også hans kone Ragna gik aktivt med i arbejdet. Desuden havde der al­lerede meldt sig en flok frivil­lige, som gerne ville prøve kræfter med det spændende projekt. Ved samme møde blev der nedsat et husudvalg, med ejendomsmægler Ernst Johansen, som også var medlem af kreds 3, som formand. Udvalget fik til opgave at finde nogle velegnede, ikke alt for dyre lo­kaler, som kunne opfylde vore be­hov.

Desuden blev det bestemt, at der hurtigst muligt i det nye år skulle ar­ran­geres et fællesmøde for de tre kredse og alle, der havde tilbudt de­res hjælp. Både for at holde mandtal over de frivillige medarbej­dere og at informere grundigt vedrørende alt, der havde med den nye varme­stue at gøre. Bl.a. var det vigtigt at finde en egnet ledelsesform og drøfte opret­telsen af et korshærsråd.

Mødet fandt sted den 18. januar l983, og der var megen diskussion og mange van­skelige spørgsmål. Vi manglede jo erfaring og måtte famle os frem, men gejsten og gå-på-modet var til stede. Vi stod med en medar­bejdergruppe på 15 mennesker og en dygtig leder. Heldet var med os, og  snart efter fandt  husudvalget et velegnet og ikke alt for dyrt hus i Fugholm 6. Efter nogle forandringer ville det kunne blive et hyggeligt væ­rested for dem, der trængte til det.

 

Ernst Johansen, Ingeborg Lomholt, Ernst Christensen, Ebert Larsen og Otto Hjerresen holder møde i varmestuen (1983)

Den 17. februar holdt man endnu et møde, og alle var enige om, at der både var fundet den rigtige leder og det rigtige hus. Herefter dan­nede man en varmestuebe­styrelse og nogle underudvalg. Formand for be­sty­relsen blev Ernst Johansen, næstformand Karsten Jeppe­sen, se­kretær Hans Jørgen Jønsson og kasserer Gerda Glistrup. De øvrige medlem­mer var Otto Hjerresen, Birgitte Rønnow, Vera Kobbe­røe og Mona Je­spersen. – Ved samme møde præsenterede Carl Lomholt det første korshærsråd (se navnene i hans korshærsrådsbe­retning).

Så kom nogle travle uger, hvor huset blev indrettet til formålet. Og den 15. april 1983 oprandt dagen, hvor vi med utrolig stor glæde og slet skjult stolthed kunne åbne den hårdt tilkæmpede varmestue. På denne festdag var Borgmester Holger Sørensen i øvrigt blandt de mange gratulanter. Han medbragte en rundelig fød­selsdagscheck fra byrådet og lod os ikke i tvivl om, at han nærede en dyb personlig re­spekt for Kirkens Korshær og dens arbejde.

 

I gang

Varmestueleder Ernst Christensen fortæller:

“…den 18. april stod vi så på startlinien, parate til at skabe et miljø for mennesker, der af mange for­skellige grunde kunne have behov for at mærke tryghed og men­neskelig kontakt omkring sig. Måske var de sultne, måske trængte de bare til fysisk varme.”

Hvem var de så de første gæster?

“…det var enlige lidt ældre mænd, ofte med alkoholproblemer, der sav­nede kontakt, sjældnere så vi  unge med  narkotikaproblemer; flere af gæsterne kendte fængslet ganske godt indefra. Som regel vil alle gerne snakke, nogle dog meget højrøstet….”

Om maden:

” …Vi serverer ikke kun klemmer, men også varm mad som suppe, gule ærter, frika­deller med rød­kål. Vi har kun et lille køkken, men det er utro­ligt, hvad vore damer præsterer af dejlig mad på den lille plads. Og vore priser er små!”

I varmestuens bestyrelses mødereferat fra den 24. maj, altså godt en måned efter åbningen, kan vi læse, at besøgstallet indtil da har væ­ret sparsomt; Ernst tror dog  fast på, at det vil vokse, når vi får en fuldtids­an­sat leder, fuld åbningstid (var­me­stuen holder kun åbent 15 timer om ugen) og en kontinuerlig vagtplan uden hul­ler. Vi har dog allerede nu fået nogle stamgæster, som sætter stor pris på stedet, om end deres frem­færd ind imellem kan være problematisk.

At tallet støt går opad, kan vi læse i bestyrelsens referat fra 8. august 1984, hvor der står, at “der i sidste måned har været 500 besøg i var­me­stuen”! Og efter to år med varmestuen udtrykker Ernst sine ønsker for den med disse ord:

“… Varmestuen har virkelig vist sin berettigelse. Dens besøgstal har væ­ret stigende, og vi har af­holdt korshærsgudstjenester, sommerud­flugter, julefester og andre akti­viteter. Men hvis vi vil have en varme­stue, der le­ver op til sit formål, må vi have åbent mange flere timer om dagen. Dertil har vi brug for mindst 20 frivillige medar­bejdere, samt en fuldtidsleder, så vi kan holde åbent alle ugens dage fra 15 – 21. Om muligt, ville vi aller­helst også holde åbent i nogle timer både lørdag og søn­dag”.

Ernst fortæller samtidig, at medarbejdermøderne helt fra begyndel­sen havde stor betydning for fællesskabet. Her var nemlig et forum, hvor man frit og åbent kunne tale med hinanden om alt det, der kunne volde pro­blemer i varmestuen og finde frem til fælles løsnin­ger.

Mange gode ideer blev luftet og siden hen ført ud i livet. Vigtigst af alt var dog det varme samvær, der opmuntrede alle til at fortsætte med opga-ven.

Men endnu to år efter den vellykkede åbning og med stadigt stigende be­søgstal er økonomien usikker. Der er brug for mange hænder og en stærk tro på sagen for at holde det nye værested oven vande.

 

Varmestuen i Fugholm 6 en klar vinterdag

Med ud­gangspunkt i ordet: “Du skal elske din næste som dig selv” sagde Ernst Christensen således i en båltale på Helligsølejren i 1987 til gæster og medarbejdere:

“Varmestuen skulle gerne være et sted, hvor man kan få og give  ægte varme og kærlighed; det har vi alle brug for at mærke!”

I denne ånd skulle varmestuen fortsat drives, men al begyndelse er svær. Og i be­gyndelsen var det virkelig svært at få indført Kirkens Korshærs husorden.

De første år

Frivillige medarbejdere fortæller:

”Døren til varmestuen var åben. Gæsterne var af alle aldre, dog var ho­vedparten midaldrende mænd. Deres baggrund var meget forskel­lig og blev ofte udmøntet i en slags hakkeorden, hvor pensionister så ned på alkoholikere, der igen så ned på narkomaner. Fælles for dem var usle kår. De kom i varmestuen, som de nu engang var. Mere eller mindre på­virkede, nogle til tider ustyrligt påvirkede. Der var jævnligt uro og ga­de­uorden. Af og til måtte man bede et par af gæsterne gå uden for, når de ikke kunne tale sig til rette om et mellemværende.

Fastelavnsfest (1992)

Gennem årene er husordenen blevet accepteret og respekteret af gæ­sterne. Respekteret i så høj grad, at gæ­sterne for det meste ved selv­ju­stits sørger for, at nye kender den – eller kommer til det. Hold­ningen kommer til udtryk i gæsternes omtale: “Varmestuen er vores eneste sted. Vi er nogle fjols, hvis vi ødelægger det”.

I begyndelsen var det meget småt med alt; der var næsten ingen penge til daglige fornødenheder. Der blev udvist stor optimisme og opfind­som­hed fra medarbejder­nes side. Der blev lavet bankospil med Banko-Carl i Torstedhallen. En satsning, der lykkedes rigtig godt. Alle var me­get om sig for at skaffe støtte i form af penge eller natura­lier. Det gav et enestå­ende sammenhold og fællesskab blandt med­arbej­derne. Man støttede og opmuntrede hinanden. Holdt talrige mø­der for at evaluere arbejdet i varmestuen og justere kursen efter de gjorte erfaringer. Fik efterhånden dæmpet både voldsomhed og antal af episoder i varme­stuen. De første medarbej­dere var hånd­plukkede af varmestuens be­styrelse. Brave kvin­der og mænd med et stort og varmt hjerte. De var der, lyttede og ydede omsorg. Fik efter­hånden et nært og tit fortroligt forhold til mange af gæ­sterne.

 

Julemarked i sysselstuen. Der var trængsel (1988)

Sven Anton Mangor Larsen og Ruth Hauberg beundrer en af de mange duge.

Alle var besjælet af ægte pionerånd og kæmpede for, at varmestuen skulle blive noget varigt. Skabte over tid en enestående respekt. Om varmestuen og om med­arbejderne. Der kendes heldigvis kun få ek­sem­pler på overgreb mod medarbejdere, mens der glædeligvis er tal­rige til­kendegivelser fra gæsterne om, at de nok skal sørge for, at med­arbej­derne ikke kommer noget til. Eksempelvis mødte en medar­bejder en gang med et blåt øje efter et lille uheld i hjemmet. “Hvem har givet dig det?” spurgte en gæst og tilføjede: “Vi skal nok sørge for, at det al­drig sker igen!”

I de første år blev gæsterne medinddraget, når der skulle forberedes et af de mange markeder, der blev holdt for at skaffe penge. Gæster og medarbejdere drog eksempelvis i samlet flok til Nørrestrand og sam­lede sten, mos, kogler, grene og andre naturmaterialer. Vel hjemme gik man i gang i sysselstuen. Her blev der af det hjembragte materiale fremtryllet mangeartede, flotte dekorationer, som blev solgt og gav en god skilling. Sådanne ture og samværet var meget værd­sat. Man kom hin­anden ved og havde mangt et godt grin sammen.

En af gutterne var ferm til håndarbejde. En dag spurgte en af medar­bej­derne inte­resseret til hans strikkede hue. “Hvis jeg havde garn og strik­kepinde, så ville jeg lave en til dig”. Medarbejderen lovede at tage disse ting med til ham. Det blev der en dejlig hue med navn ud af. Den nu for­henværende medarbejder har ikke læn­gere kræfter til at være i varme­stuen, men gemmer huen som et dejligt minde om både gæst og en svunden tid.

 

Grillaften på Helligsølejren (1989)

Turene til Helligsølejren var værdsatte. Det gav afveksling i hverda­gen. Dage med solstrejf og varme, fordi de var anderledes. For nogle kunne det være hårde dage, fordi man måtte døje med abstinenser. Man kom hinanden ved i mange flere af døgnets timer. Fik andre indtryk og lærte hinanden at kende på en helt anden måde. Sang og andagt ved lejrbå­let trak ofte tråde til noget fjernt i barn- og ung­dom. Mindende om no­get, man havde mistet – og savnede.

Juleaften blev noget helt særligt. Nogle af gæsterne så man kun den ene aften om året. Forberedelserne var mange. Gaver skulle købes. Gerne noget, der passede til den enkelte gæst. Maden skulle laves. Juletræet pyntes og bordene dækkes fest­ligt. Så kom de, gæsterne. Medarbej­derne tog hjerteligt imod. Man spiste, sang, fik gaver og hyg­gede sig. Medarbejderne skiftedes fra år til år. En juleaften var det po­li­timesteren og hans to døtre, der stod for arrangementet. Nogle af gæ­sterne stud­sede lidt over det – men kun i begyndelsen. Mester spillede og pigerne havde sans for at hygge, så det blev sædvanen tro en mægtig aften.

 

Kirsten Buhl Jørgensen ved klaveret juleaften i varmestuen (1986)

Korshærsdagene med korshærsgudstjeneste blev indført i slutningen af 1980′erne. Vort tilbud om varm mad hver dag havde om muligt øget søgningen til varmestuen endnu mere. Dagene var travle og præget af, at en stor del af tiden gik med at lave mad og servere den. Der var be­hov for mere tid til at tale med gæsterne og få mere ro på i forbindelse med spisningen. På korshærsdagene var der fællesspis­ning. Varme­stuen var mange gange fyldt til bristepunktet. Efter mid­dagen gik vi i samlet flok til gudstjeneste i Vor Frelsers Kirke. Byens præ­ster havde på skift gudstje­ne­sten. Efter gudstjenesten gik vi til­bage til varmestuen og fik kaffe og kage. De sidste timer af korshærsdagen blev der sunget, læst histo­rier og ja, kun fantasien satte grænser for hvad underholdnin­gen kunne være. Ti­mer, som både gæster og med­arbejdere satte me­get højt.”

 

Mod fastere struktur

ved Carl Lomholt

“I betragtning af min baggrund som fængselspræst gennem mange år vil man sik­kert forstå, hvorfor netop varmestuen måtte blive mit “hjerte­barn” i korshærsarbejdet her i Horsens. Det glædede mig per­sonligt, at min gamle FDF-fører fra min drenge­tid i Vejle, Ernst Chri­stensen, blev dens første daglige leder. Fra sit mangeårige virke i et særdeles kræ­vende socialt arbejde som værkmester på drenge­hjemmet Bråskov­gård havde han de allerbedste forudsætninger for den nye opgave her i byen. Han kom således til at stå for varmestu­ens daglige drift lige fra starten og ind­til han gik på pension septem­ber 1985. Derefter overtog Finn Bundgaard po­sten, men måtte dog allerede i foråret 1986 søge sin afsked på grund af sygdom. Heldig­vis lykkedes det samme år at få en særdeles velkvalifi­ceret ny var­mestuele­der, nemlig Tove Hansen, der kom fra en stilling som fæng­selsoverbetjent på Stats­fængslet i Horsens.

For at skabe faste rammer omkring det nye arbejdssted og fordele an­svaret på bedst mulig måde, havde vi kort forinden oprettet et korshærs­råd, som naturligvis holdt sit konstituerende møde på vort nye sted. Medlemmerne var (i alfabetisk ræk­kefølge) Marie Helene Jacob­sen, Hans Jørgen Jønsson (sekr.), Kirsten Buhl Jør­gensen (næstfmd.), Alfred Kirketerp, Carl Lomholt (fmd.), Ingeborg Lomholt, Erik Albjerg Nielsen, Grethe Nymark og Henrik Scharling.

Rådsmedlemmerne var, som der står i referatet fra det første møde, “valgt ud fra ønsket om en bred kontaktflade til byens offentlige og kir­ke­lige liv, idet det er rådets opgave at skabe de bedst mulige ar­bejds­vilkår for Kirkens Korshærs aktiviteter i Horsens”. Foruden at rådet skulle støtte og opmuntre dem, der stod  i arbejdet, var det ikke mindst dengang utro­lig vigtigt at skaffe midler til vores dejlige, men økono­misk hårdt trængte værested. Nogle år senere, nemlig i 1987, opstod i for­bindelse med valg til korshærsråd og varme­stuebesty­relse en diskus­sion om kompeten­cer og ansvarsområder. Under ind­dra­gelse af korshærschef Bjarne Le­nau Henriksen og landsstyrelsen blev proble­merne dog løst på bed­ste måde.

Horsens Kommune var omsider gået med til at yde tilskud, i de første år godt nok yderst beskedent – men alligevel! I 1983 modtog vi såle­des et tilskud på 5.000 kr., samt skriftligt tilsagn om, at Fugholm 6 ville være “fritaget for ejendomsskat med gyldighed fra 1. marts 1983 og gæl­dende for den tid, bygningen anvendes til sit nu­værende for­mål som varme­stue”. Efter at hæve beløbet det følgende år til 6.000 kr. forhø­jede kom­munen i 1985 sit tilskud til 95.000 kr., og siden har det ligget på om­kring  100.000 kr. årligt.

Det skal dog ikke være nogen hemmelighed, at nu, hvor vi for længst har passeret årtusindskiftet, kunne dette efterhånden faste tilskud dog nok trænge til en pristals­regulering til den gode side!”

 

Sysselstuen. Elly Jensen, Hjørdis Mahs og Gunver Larsen hjælpes ad med nisserne. (1985).

 

Mange flittige hænder

En sand rigdom af aktiviteter fulgte i kølvandet af varmestuens etab­le­ring. Der var nemlig opstået en bred og levende interesse for Kir­kens Korshær.

Mange hænder var i gang for at få økonomien til at hænge sammen og gøre arbejdet kendt.

Også i korshærskredsene tog man et medansvar. Foruden de tre nævnte Horsens-kredse fandt også Nicolaitjenestens medarbejdere sammen i form af en korshærskreds med Solveig Hansen som initia­tivtager. For at dygtiggøre de nye medarbejdere i varmestuen og Ni­co­laitjenesten afholdt sognepræst Børge Hansen en række velbe­søgte kurser i psykologi og sjælesorg.

På Endelave startede man en korshærskreds under ledelse af Esther Krog. Midt i turismens højsæson holdt man her flere år i træk velbe­søgte basarer. For­uden et flot lodseddelsalg stod denne korshærskreds for tøjindsamlingen på øen og holdt offentlige møder til fordel for Kirkens Korshær.

Kredsene arbejdede utrolig varieret. Der blev både lagt kræfter i store loppemarke­der, fremstillet håndarbejde og arbejdet med emner på stu­diekredsbasis. Midt i al denne forskellighed var alle enige om, at det var vores dejlige nye sted, der var kil­den til arbejdsglæden. Ikke så få kredsmedlemmer blev frivillige medarbejdere i genbrugsbutik og var­me­stue. Opfindsomheden var stor, og gode initiativer er værd at huske – som f. eks. Otto Hjerresens fantasifuldt etablerede salgs­steder. Herom fortæller han:

“I midten af 1980′erne var der i en af gågaderne en del tomme butik­ker, og korshæ­ren forsøgte sig nu også med salg af gamle møbler og brugte ting og sager. Vi fik foræringer af højst forskellig stan­dard, og da om­kostningerne var meget små, fik vi snart et pænt overskud.

Det, der nærmest var tænkt som en julespøg og som jeg kaldte De­cem­berbutikken, udviklede sig således til en blivende indtægtskilde, og selv om forretningen siden måtte flytte to gange under det rød/hvide logo KK-butikken, havde vi i flere år en re­kordomsætning. Først i 1997 blev butik­ken, som på dette tidspunkt havde til huse på Nørrebrogade 6, afløst af korshærens store lager- og salgssted på Alrøvej. Det kræ­vede dengang en god kondition at være flyttemand, men heldigvis havde jeg al­tid en flok trofaste butiksmedarbejdere og sommetider en ung medhjælper, som var på samfundstjeneste”.

Et andet fint initiativ var Sysselstuen, som de første år blev ledet af Gjørli Grundahl. Hun havde også ansvar for de første to julemarke­der, som med stor succes blev af­holdt i Fugholm 6. Men trængslen af men­nesker var så stor, at man valgte at sige ja tak til fremover at låne Vor Frelsers sogns menighedslokaler i Kippervig. Her blev jule­markedet de næste 3 år videreført med Edith Mathiasen og Anna Jo­hansen som le­dende kræfter. De to sidstnævnte havde også overta­get ansvaret for syssel­stuen. Her brugte de sammen med en flok fri­villige tid og kræfter til frem­stillingen af alle de smukke ting, der ved salg skulle være med til at ind­bringe de nødvendige økonomi­ske midler til arbejdets drift.

 

Informationsarbejde

Nu var ønskedrømmen blevet til virkelighed og byarbejdet en reali­tet. De nye med­arbejdere var selvfølgelig mennesker med forskellig bag­grund. Mange uden særligt kendskab til Kirkens Korshær. Derfor var tidspunktet inde til at skabe et fo­rum, hvor man kunne få oplys­ning og viden. Ikke kun om det lokale korshærsar­bejde, men også om, hvad Kirkens Korshær på landsplan var.

For at engagere alle kredse i dette informationsarbejde, som også ind­befattede for­midling af lysbilledforedrag og møder i storkredsen, etable­rede vi i 1987 et stor­kredsudvalg. Det bestod af en person fra hver af kredsene i Horsens, Østbirk og Endelave. Siden blev der holdt et stort antal møder i vores storkreds, bl.a. spændende og vel­besøgte forårs- og efterårsmøder (fødselsdagsfe­ster for Kirkens Korshær).

 

Påskemarked i Sysselstuen (1991)

Vi invi­terede ikke kun talere med tilknyt­ning til Kirkens Korshær, men også fagfolk fra psykiatrien, kommu­nen og Kriminalforsorgen. Ind­imel­lem havde vi festlige musikal­ske og kulturelle arrange­menter. I stor­kredsens sidste mange år holdt vi en række gudstjenester og møder i Stats­fængslet. Vi satsede på at in­vitere så bredt som mu­ligt i hele stor­kred­sen, ofte med præster og lodseddelsælgere som vær­difulde kon­takter. Ikke så sjældent lykke­des det at finde nye medar­bejdere til byarbejdet ved netop disse lej­ligheder.

Nævnes skal også, at storkredsudvalget i 1988 hjalp til ved etablerin­gen af en  gen­brugsbutik i Østbirk. Selv om den havde en fin og sti­gende omsætning, måtte den desværre lukke igen efter nogle år grun­det loka­lemangel.

Og vi solgte troligt lodsedler. Som passioneret lodseddelsælger overtog Birte Krog-Jensen fra 1987 ansvaret for dette vigtige område, og det har været i gode hæn­der.

Farvel til Storkredsen

I november 1999 besluttede vi at nedlægge storkreds 71. Dens funk­tio­ner overgik officielt til byarbejdet i Horsens. I den anledning skrev lands­sekretær Leif Bønning, Kirkens Korshær: “En storkreds med vi­si­oner satte et byarbejde i gang og er nu selv blevet del af det”. Men vi, der var med fra start, er stadigvæk levende engage­ret i Kir­kens Korshær, både lokalt og på landsplan.

Desværre er både kreds I og kreds III opløst. Dels på grund af med­lem­mernes høje alder og død, men også fordi nogle betragtede kred­senes mission som opfyldt, da byarbejdet var blevet en realitet.

Også vi i kreds II er blevet ældre – og har desværre måttet sige farvel til adskillige af vore trofaste medlemmer. Samtidig har vi heldigvis fået nogle nye, så kredsen er stadigvæk i live – og har det godt!

 

Træk af Sønderbrobutikkens historie

Birgit Thorberg fortæller:

”I 1978 blev jeg sammen med en gruppe andre inviteret til et møde, hvor vi drøftede behovet for at gøre et stykke praktisk korshærsar­bejde i Horsens. Vi var enige om, at byen manglede et sted, hvor mennesker i nød kunne finde  hjerte- og husrum. Derfor besluttede vi at arbejde hen imod etableringen af et lille værested i korshæ­rens regi. For at give vore fremtidige aktiviteter en basis, dannede vi en korshærskreds. Med en fortid som frivillig medarbejder i Kirkens Korshær i Sønderborg, gik jeg med stor glæde og interesse ind i sa­gen.

 

Forberedelse af genbrugsbutik

Pengemangel var den største hindring i virkeliggørelsen af vore pla­ner, og kommu­nen viste sig yderst modvillig til at træde hjælpende til. Derfor besluttede kredsen i 1981 at åbne en genbrugsbutik, bakket op af en skare interesserede borgere i og omkring Horsens. Vores håb var, at den ville blive til en vedvarende indtægtskilde, så vi stod bedre rustet til at re­alisere varmestueplanerne. Samtidig skulle butik­ken også fungere som et kontaktsted mennesker imellem, hvor der var tid til at tale sam­men og til at fortælle om Kirkens Korshær.

Efter nogen søgen fandt vi et lokale på Sønderbrogade 17, hvor husle­jen var for­holdsvis overkommelig. Det var et lille, dejligt lokale, som vi rent ud sagt forelskede os i! Endnu var det tomt – og vi uvi­dende om, hvor hurtigt det kunne blive fyldt op.

Fyldt med gå-på-mod var vi en god flok, der i begyndelsen af novem­ber 1981 kørte til Kirkens Korshærs genbrugsbutik i Vejle, for at se, hvor­dan man gjorde dér. For­uden at de rare mennesker gav os et lynkursus i genbrugsbutikkundskab, fik vi også den første sending tøj fra dem, rigtig pænt tøj, som vi blev glade for.

En uge efter holdt vi det tredje offentlige møde i Sønderbro Kirke, hvor vi fortalte om den nye butik. Samtidig lod vi en liste gå rundt, hvor man kunne skrive sig på som frivillig butiksmedarbejder; tolv interesserede meldte sig med det samme.

 

Butiksmøde hos Annelise Kargaard. Fra venstre Ellen A. Niel­sen, Krista Klippegaard og værtinden (1983).

For at finde ud af, hvordan åbningstiderne kunne blive, indkaldte vi om­gående til det første butiksmøde. Her viste det sig, at vi magtede at holde åbent mandag formid­dag og de følgende fire hverdage om efter­midda­gen.

Herefter blev alle gode kræfter sat i sving for at forberede en snarlig bu­tiksåbning. Ingen af os havde jo stået bag en disk før, og lokalet var tømt for alt indhold. Hvor­fra skulle vi skaffe reoler, stativer, disk og så videre? Vejlesendingen rakte ikke ret langt; der skulle skaffes tøj, ting og sager, måske også antikviteter, så folk fik lyst til at be­søge butikken og handle med os.

Derfor gik vi i gang med at uddele løbesedler i byen, for at fortælle om alt det, vi øn­skede os til åbningen af en genbrugsbutik. Folk rin­gede omgå­ende til de opgivne telefonnumre, og med taknemmelig­hed tog vi imod enhver håndsrækning. De af os, der havde bil, kørte efter va­rerne, og butikken var åben, så  folk selv kunne aflevere tøj m.m. Vi bad venner og bekendte om at gennemgå skabe og skuffer for at finde spændende ting, og da først rygtet om den nye butik havde bredt sig, fik vi tilbudt et stativ her og en god reol der. Noget for os så vigtigt som en pengekasse blev også fundet, så i alt løb etableringsudgifterne kun op i den beskedne sum af 377 kr.! Der gik sport i, at vi ville klare os uden at skulle købe nyt. Gamle kladde­hæfter kunne f. eks. bruges til kassebøger, når de brugte sider var fjernet.

Imens havde nogle af os indrettet butikken, så den var fyldt godt op med tøj og ting og indbydende at se på. Alting skete meget hurtigt, og forbe­redelsesperioden va­rede næppe mere end ca. tre uger. Vi løb stærkt, men var fyldt med glæde og for­ventning. Lidt ind i de­cember nærmede vi os den store dag, hvor vores nye, dejlige butik skulle åb­nes.

 

K.K.-butikken åbner

Forud for åbningen satte vi nogle beskedne annoncer i de lokale avi­ser, hvor man også lovede at sende en medarbejder og fotograf til indviel­sesdagen. Den 10. de­cember 1981 blev en stolt dag, hvor mange kors-hærsvenner og andre interesse­rede  fandt vejen til Søn­derbrogade 17. Med glæde viste vi butikken frem, og snak­ken gik liv­ligt over en kop kaffe. Bagefter skrev pressen om “den lille butik, som vil så meget godt,” og at hele dens indtjening skulle gå til den plan­lagte varmestue.

Sandt at sige strømmede det i begyndelsen ikke ligefrem ind med kun­der. Vi så frem til hver gang, døren gik op. Men som tiden gik, fandt flere og flere vej ind til os. Også genbrugstøj kom der mere af, så vi hurtigt blev klar over butikkens pladsmæs­sige begrænsning.

Efter et halvt år var vi kommet op på 18 medarbejdere og en af soci­al­for­valtningen bevilget langtidsledig på deltid. Derfor turde vi udvide åb­nings­tiden med et par timer torsdag formiddag. Den gode udvikling fort­satte, og efter ca. halvandet år var vi mange nok til at holde åbent mandag til fredag kl. 12 – 17.

Vi var så heldige, at vi lige fra begyndelsen havde en lille flok sær­deles aktive og håndværksmæssigt dygtige mænd, der deltog i butik­kens ind­retning og desuden tog sig af det tungeste arbejde. Flere af dem stod si­den hen bag disken, og alle vi kvin­der, (vi var trods alt flest!), nød det gode, ofte humoristiske m/k-samarbejde.

 

Opgavefordeling

Lige siden butikkens start holdt vi medarbejdermøder en gang om må­ne­den. På skift foregik de i vore egne hjem. Det syntes vi, var en god og hyggelig ordning, der holdt sig indtil købet af Fugholm 6. Her­efter gik vi over til at holde møderne i lokalet oven over varmestuen. Vi skiftedes til at føre protokol, så de fraværende kunne læse, hvad der var blevet be­sluttet.

 

Butiksmøde. Gerda Mammen og Irene Vestergaard. (1984).

Det blev omgående nødvendigt, at nedfælde nogle formålsparagraf­fer, fordele an­svaret og beskrive nogle arbejdsrutiner. Alle nye med­arbej­dere skulle kunne føle sig trygge og have noget at holde sig til.

Butikkens tre hovedformål blev følgende:

1. Der skulle skaffes penge til oprettelse af en varmestue

2. Medarbejdernes trivsel skulle have høj prioritet

3. Butikken skulle være et kontaktsted i Kirkens Korshærs ånd

Tre af os overtog ansvaret for henholdsvis vagtlisten, indretningen og økonomien og holdt tæt kontakt. Ikke mindst fordi det ind imellem med­arbejdermøderne kunne blive nødvendigt at træffe hurtige be­slutninger. Desuden skulle der indarbejdes nogle rutiner m.h.t. regn­skabsførelse, aflevering af pengene, tøjafhentning m.v.

Vi havde mange livlige møder, og meningerne var meget forskellige. Især prispoli­tikken var et tilbagevendende, ofte ømt punkt på vores dagsor­den. Men da butik­kens fremgang var en hjertesag for os alle, bestræbte vi os på at lytte til hinanden og finde nogle gode løsninger på de proble­mer, der hen langs vejen dukkede op.

Da Horsens kommune igangsatte en indsamling af tøj og ting hos pri­vate, fik vi tilla­delse til, på skift med andre genbrugsbutikker, at frasor­tere og afhente tøj til salg i vores egen butik. Det var en god ordning, for midt i alt det rod, vi sorterede i, duk­kede der ind imellem nogle vær­difulde sager op. Det kunne f. eks. være gode duge, gamle pyntehånd­klæder med fine broderier m.m. Så tog nogle af medarbej­dere tin­gene med hjem, va­skede, stivede og strøg dem, hvorefter de kunne sælges til en rigtig pæn pris i butikken.

Sommetider fik vi bud om at tømme en lejlighed efter ejerens død. Så kom vore mænd på opgave: Mens tøj, ting og bøger havnede i butik­ken, skete det, at møb­lerne blev opmagasineret et gratis sted, for siden at blive solgt på enkelte, store loppemarkeder, som blev af­holdt i korshæ­rens regi.

Vi kom hurtigt i gang med at festligholde K.K.-butikkens fødselsdag og har opret­holdt denne gode skik gennem alle årene. På 1 års fød­selsda­gen havde vi således sør­get for foto og omtale i Horsens Fol­keblad. Der var prisnedsættelser over det hele, samt gratis kaffe og småkager. En til­bagevendende festlig tradition blev desu­den et flot, amerikansk lotteri, som skæppede godt i kassen. De fleste gevinster var frem­stillet eller sponsoreret af medarbejderne – og kunderne strømmede til. Ufat­te­ligt, hvordan dagens indtægt kunne blive så stor, når priserne var så bitte­små!

Kreativiteten blomstrer

I forbindelse med, at vi havde “overskudsproblemer” med alt det fra­sorte­rede tøj, der ikke kunne sælges, fik nogle af os gode ideer. Der var ikke langt fra tanke til handling, og en kreativitet uden lige blom­strede op!

Af overskudstøjet blev der for eksempel syet børnebukser og forklæ­der; ud af op­trevling af garn kom de dejligste strikkede børnetrøjer og bør­ne­strømper, andre medarbejdere hæklede lune tæpper og gry­delapper; strimler blev klippet til vævning af kludetæpper, og puder blev syet og monteret. Der var næsten ingen grænser for fantasien, og det bedste ved det hele var, at medarbejderne trivedes og følte, at det var deres butik og deres indsats, der virkelig betød noget.

Kreativiteten mundede ud i det flotte initiativ, som kom til at hedde Sys-selstuen, hvor flittige og fingernemme medarbejdere be­gyndte at mødes ugentlig, for at frem­stille mange slags håndarbejder til salg ved jule- og loppemarkeder.

Også på anden vis løste vi “overskudsproblemerne”, idet vi begyndte at klippe usælgeligt bomuldstøj til anvendelige klude, som vi afsatte og sta­digvæk afsætter til firmaer, der betaler en pæn pris for dem.

I omtrent 10 år var Barbie-dukketøj, fremstillet af usælgelige kjoler og stofrester, en virkelig god og efterspurgt artikel i butikken. Det samme gjaldt selskabshatte. Fra forskellige beretninger ved vi også, at dukke­tø­jet kom vidt omkring. Således kom der engang en dame og bestilte Bar­bietøj, der skulle sendes til familie i USA; og et fami­liemedlem til en af vore medarbejdere genkendte pludselig tøjet på en camping-plads i Syd­europa.

 

5 års fødselsdag i butikken. Tove Hansen, Maria Papp og Mona Jen­sen glædede de frivillige med kager (1986)

Nye lokaler og mere plads

Det måtte jo gå sådan…, vi fik ret hurtigt pladsproblemer! Lokalerne var små, hvortil kom, at udstillingsvinduerne var smalle og derfor vanske­lige at pynte op. Vi kæm­pede også med et trangt baglokale, hvor alt tøjet skulle sorteres og stryges. Her skulle vi tilmed drikke vo­res kaffe, en vig­tig del af medarbejdernes glæder.

Der var ganske enkelt ikke plads til det hele! Derfor begyndte tan­kerne og samta­lerne snart at kredse om at flytte til større faciliteter. Een sag var vi alle rørende enige om: Butikken skulle forblive på Sønderbro! Her kendte folk os, og her følte vi os hjemme. Desuden var konkurrencen ikke så stor, fordi der var langt til næste genbrugs­butik.

I foråret 1984 syntes vi endelig, at den rigtige butik var dukket op på Sønderbro­gade 57! Efter mange drøftelser, – om huslejen nu ikke var for dyr og forretningen for stor, måske endda for “prangende” til vore kunder og vores formål – vovede vi skiftet.

Det var dog med en del vemod, vi forlod vores første lille butik. Men da vi fik indrettet de nye lokaler, blev det bare en rigtig flot butik. Her var god plads til tøjet og betydelig bedre køkkenforhold; et sted, hvor vi fø­ler os godt tilpas den dag i dag. En rummelig kælder nedenun­der bru­ger vi fort-sat til lagerplads, selv om gulvet i de første år jævn­ligt blev over­svøm-met, når østenstormen pressede vandet ind i fjor­den. Pro­blemet blev dog siden hen løst af husværten.

 

Sønderbrogade 57

Samtidig med, at vi havde fået en flot facade, var butikkens store vin­duer særdeles velegnede til pyntning og blikfang. Denne fordel blev hurtigt ud­nyttet af medarbej­derne med flair for dekoration. Efter et stort åbnings­salg viste det sig da også snart, at vi havde handlet klogt. Kun­derne kunne lide det nye sted, og omsætningen steg støt. Heldigvis blev der desuden i 1984 vedtaget en ny lov, der betød frita­gelse for moms vedrø­rende salg af genbrugstøj og -ting. Til alles glæde blev regnskabsførin­gen lettet og overskuddet større. I dag, 16 år efter flyt­ningen, kan man kun sige, at det nye, større sted har givet os endnu flere glæder end før: meget tøjsalg, flinke og spæn­dende kunder og frem for alt gode indtæg­ter med pæne over­skud. Var overskuddet såle­des i 1982 på 38.713 kr. så var det i 1998 oppe på 170.287 kr. Selv om vi havde en mindre ind­tægts­nedgang i 1999, kommer det samlede overskud fra de 18 år butik­ken har ek­si­steret op på 1.792.000 kr. Disse penge er alle gået til varme-stu­ens drift.

 

Butikkens vigtigste formål er således opfyldt, det kan der ikke herske tvivl om. Men også det andet formål, der handler om medarbejdernes trivsel, kan man sige er til­godeset. Holdene er blevet en slags net­værk for hin­anden. Enkelte af dem, der lige fra begyndelsen har væ­ret med, taler om butikken som en livline, der gennem alle årene har holdt de­pression og angst i sindet på afstand.

 

Birgit Thorberg viser genbrugstøj ved Kirkens Korshærs 80 års fest. (1992)

Mange ser frem til “de­res dag” og sørger selv for en afløser, hvis de er blevet forhindret i at tage ugevag­ten. Trofastheden er stor, og der er sta­digvæk medar­bejdere, som har været med i næ­sten alle årene. Nogle af dem tager fortsat gerne turen ind fra både Rårup, Lund og Juelsminde for at passe deres vagter. Ar­bejdsglæden smitter også af på de lang­tidsle­dige, som ikke sjældent har sagt farvel med vemod, når ansættel­sespe­rioden udløb.

Alle vi, der har vores gang i butikken, synes også, at den virkelig er et kontaktsted i Kirkens Korshærs ånd. Kunderne finder medmenne­ske­lig­hed og varme; ifølge de­res egne ord hersker der en rar atmo­sfære, hvor medarbejderne altid tager sig tid til en lille  snak, når der handles”.

 

Støtte fra Rårup

Laura Sørensen fortæller:

”Butiksmedarbejderne fra Rårup har to gange afholdt loppemarked på “Abildgaard” hos Else og Rasmus Sørensen. Det første loppemarked fandt sted i september 1988, og igangsætterne var, foruden de før­nævnte, Ruth og Frede Hauberg. Men derudover havde der meldt sig en god flok frivillige hjælpere på selve dagen. Det blev en fin dag, og salget indbragte 3.000 kr., som ubeskåret gik til det lokale korshær­sarbejde i Horsens.

I september 1990 blev der igen arrangeret et loppemarked hos Else og Rasmus. Et stort indsamlingsarbejde gik forud, hvor et gammelt foder­mesterhus tjente som mø­bellager. På loftet over stuehuset havde man anbragt kasser med ting og sager, der var skænket af folk på egnen.

Da dagen nærmede sig, blev det hele båret over går­den til maskin­hu­set, hvor markedet skulle finde sted. Det store ma­skinhus var ble­vet tømt for alt, der til daglig optog plads. Det frem­stod fejet og smukt pyn­tet med blom­ster fra Elses have. I et hjørne var der blevet indret­tet café med kaffe og hjemme­bag, samt safte­vand til børnene.

Vejret var det bedst tænkelige, så der var mange, der denne lørdag fandt vej til Abildgaard. Og nogle fine skilte viste vejen for dem, der ikke kendte den. Denne dejlige dag gav et rigtigt flot overskud på over 4.000 kr., som vi med glæde kunne give videre til Kirkens Korshær i Horsens.”

 

Muntre episoder i butikken

Birgit Thorberg afrunder sin beretning med bl.a. disse muntre indslag:

”En dag kom tre høje, slanke og muntre unge studerende ind i butik­ken. De ville gerne se på en lang kjole, som deres ven skulle bruge. Det var da også helt i orden, og vi viste udvalget frem. Men det var et spørgs­mål, hvilken størrelse det skulle være!? – Tja, jo! – ca. som en af dem. Nå, fint nok! De tre blev enige om en flot, saftiggrøn, lang “silkesag”, der måtte prøves. Vi hjælpere stod og så lidt ­spændte på prøvnin­gen….. Det viste sig da også snart, at den stakkels mand stod uhjælpe­lig fast med begge arme over hovedet og “den grønne” fast­klemt ned over arme, hoved og overkrop – et kosteligt syn, som vi morede os kongeligt over.

Vi lod ham vist stå lidt for længe i den be­klemte situation, – men vi måtte først have grinet af!

En anden dag kom en ung mand for at prøve tøj til en festlig lejlig­hed. Den nyan­komne medhjælper viste frem: jakkesæt, skjorte og slips – fint, ikke? – passer godt sammen. Du bliver akkurat som en­hver svigermors drøm. Men nej, det ku’ han ikke bruge. Det skulle jo netop “ikke” passe sammen, men tværtimod se ud ad h….. til!

Endelig fik vi en skønne dag besøg af to farende svende. De ville gerne se på lidt børnetøj og måske et par små tæpper til barnevog­nen, som var parkeret udenfor på fortovet. Jo, det kunne da nemt vi­ses frem. En pæn bunke tøj blev udvalgt, der blev betalt, og efter en lille hyggesnak ville vi da gerne se babyen ude i barnevognen. Jo, vær så god – og der lå to små hundehvalpe og så yndige ud…!

 

Pionerånd og sammenhold

Efter dette strejf gennem Sønderbrobutikkens historie, kan vist ingen være i tvivl om, at stedet har betydet rigtig meget for Kirkens Korshær i Horsens og for alle de frivillige, som har haft og stadigvæk har deres virke her.

Medarbejderskaren kendetegnes nu som dengang ved stor trofast­hed og kærlighed til butikken, varmestuen og Kirkens Korshær som helhed. No­get af pionerånden fra de første år er faktisk blevet hæn­gende; fra den­gang korshæren i Horsens var en græsrods­bevæ­gelse, der kæm­pede for at sætte et livsvigtigt socialt arbejde i gang! Jeg tror, at hver eneste med­arbejder dengang følte, at fælles­projektet stod og faldt med hendes/hans indsats. Nøgleordene var “medbe­stemmelse” og “frihed un­der ansvar”. De præger butikken og dens medarbejdere den dag i dag, hvor varme­stuen for længst er blevet en realitet. Jeg tvivler ikke på, at mange en gang imellem kig­ger i den grønne bog med mødepro­tokoller, fotos og avisudklip. Den taler sit eget sprog om dengang, bu­tiksarbejdet groede frem under beskedne rammer og blev udgangs­punkt for korshærsarbej­det i Horsens og omegn.

Det var på Sønderbro og blandt dens beboere, korshæren i Horsens fik sit første synlige udtryk. Det er også her, alle vi butiksmedarbej­dere sta­digvæk trives og føler os hjemme.”

 

Vagtskifte

Pastor Børge Hansen fortæller:

“Fra november 1979, hvor Carl Lomholt første gang skrev til borgme­ster Holger Sø­rensen om støtte til et kommende “værested”, og frem til for­året 1983, hvor “varme­stuen” blev en realitet med Ernst Chri­stensen som daglig leder og Carl Lomholt som formand for korshærsrådet, er der tale om en etableringsfase for korshæren i Horsens i nyere tid. Initi­ativet blev økonomisk understøttet af korshærskredsene og genbrugs­butikken på Sønderbro, samt af le­gater, fonde og offentlige tilskud.

 

Rådsformand Børge Hansen åbner julemarkedet (1992)

Ved rådsmødet den 11. februar 1987 meddelte Carl Lomholt, at han øn­skede at træde ud af rådet ved førstkommende valg til nyt korshærs­råd. Da landsstyrelsen af formelle grunde ikke kunne god­kende de regler, som korshærsrådet i Horsens havde vedtaget, del­tog korshærschef Bjarne Lenau Henriksen efterfølgende i et fælles­møde for rådet og var­mestuens bestyrelse, hvor en frugtbar debat fandt sted. Herefter kunne Carl på rådsmødet den 12. maj 1987 meddele, at landsstyrelsen havde accepteret vore forslag til ved­tægter, både for varmestuen og rådets for­ret­ningsorden.

Foruden at jeg var blevet opfordret til at blive formand for korshærs­rå­det, supplere­des rådet ved mødet den 11. juni samme år med medar­bejder­repræsentanter for Sct. Nicolajtjenesten, Sysselstuen, Søn­derbrobutik­ken og Grønnegadebutikken – og konstituerede sig således:

Børge Hansen, formand,

Troels Jørgensen, næstformand,

Erik Albjerg Nielsen, kasserer,

Kirsten Buhl Jørgensen, sekretær.

Forretningsudvalget, der sammen med varmestuens leder Tove Han­sen tog sig af de løbende sager, bestod af Otto Hjerresen, Karsten Jeppesen og Børge Hansen.

Til K.K.-husets bestyrelse blev pr. 26. maj 1987 valgt følgende:

Karsten Jeppesen, formand,

Solveig Hansen, næstformand,

Svend  Mangor Larsen,

Maria Papp,

Anna Ørnsholt Jensen

Kjeld Nielsen (fra “Folkebevægelsen mod hårde stoffer”).

 

Kirkens Korshær viser ansigt

I løbet af de følgende år viser det lokale korshærsarbejde både initia­tiv og vilje til at få fodfæste i Horsens. Derved bliver det en nødvendig og ac­cepteret del af byens dagligdag. Varmestuen er kommet for at blive og søges flittigt af alle dem, der har behov for medmenneskelig varme og tryghed.

Der blev afholdt korshærsgudstjenester og lavet hyggeeftermiddage. Ikke for at om­vende folk, ej heller for at afvænne dem, men “bru­gerne” skulle kunne føle sig hjemme!

Et indtil i dag velkendt problem var, at alkohol- og blandingsmisbru­gere helst ikke ville omgås narkomaner og omvendt. Det gav nu og da no­gen turbulens i varmestu­ens dagligdag. Som regel løstes spændin­gerne uden politiets hjælp, men når dets tilstedeværelse var nødvendig, optrådte det altid velvilligt og yderst professionelt.

 

Det koster at bygge om

Ret snart blev det nødvendigt at etablere et særskilt toilet for “bru­gerne”. Ved råds­mødet den 9. september 1987 fremlagde Otto Hjer­re­sen på hu­sudvalgets vegne et skitseprojekt fra arkitekt Torben Knud­sen, der gik ud på at brandsikre husets 1. sal og skabe bedre køkken- og toiletforhold. Arbejdet blev, om end noget dyrere end for­ventet, gen­nemført til en pris af godt 150.000 kr. Lykkeligvis fik vi gode indtægter fra lokale sponsorer og fra genbrugsbutikkerne i Grønnegade og Søn­derbrogade. – I 1987 gav Grønnegadebutikken, bestyret af Otto Hjerre­sen, således et overskud på 70.000 kr., mens Sønderbrobutikkens overskud var på 115.000 kr.

Flid og opfindsomhed fejlede ikke noget: Der blev afholdt loppe- og ju­le­markeder (således gav Sysselstuens julemarked i 1987 kr. 8.700); og der blev opstillet salgs­boder på Kulturtorvet. Rebeccasøstrene, Hede Niel­sens Fond, Lions Club og mange andre, deriblandt mange private, har givet os nødvendige økonomiske skul­derklap, så vi kunne fort­sætte. Li­geledes har vi altid kunnet regne med støtte fra Østbirkkred­sen, der i en periode blev udvidet med en genbrugsbutik. Ligeledes nød vi godt af overskuddet fra Endelave- og Grenåkredse­nes aktiviteter. Dertil kom, som tidligere omtalt, det kommunale til­skud.

 

 

Tove Hansen, Edith Mathiasen og Tinne Christensen passede bo­den på Kulturtorvet. Indtægten var hele 1.100 kr. (1988)

Som et kurio­sum bør næv­nes, at Grønnegadebutikken tog sin be­gyndelse som en julespøg! I de­cember 1986 begyndte Otto Hjer­resen på dette sted at sælge møbler og husgeråd. Salget gik så godt, at det aldrig siden standsede, men fortsatte på skiftende steder. Først i en ikke renoveret ejendom i Smedegade, så på et andet, fal­defærdigt sted. Siden etable­rede man sig på mere sikre steder.

 

Fester på landsplan og lokalt

Den 12. oktober 1987 fyldte Kirkens Korshær som landsorganisation 75 år. Det var en begivenhed, som også i Horsens blev fejret på be­hørig vis.

I dagens anledning var vi en lille flok fra Horsens, der sammen med mange andre var inviteret til rådhuspandekager på Københavns Råd­hus. Her overbragte over­borgmester Weidekamp Københavns hyldest til korshæren, og Bjarne Lenau tak­kede. Vi medbragte en gave til landssty­relsen på 15.000 kr., som Bjarne fremsendte en varm tak for.

I foråret 1988, nøjagtig den 15. april 1988, skulle der rigtig fejres i Horsens. Da fyldte K.K.-huset i Fugholm med vores dejlige varme­stue nemlig 5 år! Vi skrev til samtlige medarbejdere, sponsorer, håndvær­kere og venner af korshæren, for at in­vitere til besigtigelse af de nye køkken- og toiletforhold. Samtidig skulle der være hyggeligt samvær i varme­stuen.

 

Varmestuens 5 årsdag. Maria Papp har pyntet op (1988)

Brevet beskriver korshærens forskellige aktiviteter i Horsens, således også Nico­laitjenesten (med Per Ørntoft som ansvarlig for den lokale vagtfordeling). Vi hører endvidere, at besøgsfrekvensen i varmestuen er på 10.000 besøg årligt, samt at medarbejderskaren er op på ca. 100 fri­villige; og at der findes et stort antal menne­sker, der på for­skellig vis bak­ker arbejdet op! Brevet påskønner støtten fra organi­sa­tioner, loger, be­styrelser, byens råd og enkeltpersoner. Uden al denne goodwill kunne Kirkens Korshær slet ikke trives og leve op til sit formål om at være “en støtte for dem, der føler, at de ingen anden støtte har”.

Mange kom eller sendte gaver: fra Horsens Landbobank kom en gave på 500 kr., fra Dansk Forsorgsselskab 10.000 kr., fra Hede Ni­elsens fond 5.000 kr. og fra Re­beccaloge Eranthis 5.000 kr.

 

Til 75 årsdagen skrev Lone og Keld gæsternes hyldest (1987)

Men først og fremmest blev det en virkelig festdag for alle medarbej­dere og venner – og ikke mindst for de egentlige venner, vore “bru­gere”. I alt kom omkring 200 gæ­ster til receptionen, og gavebeløbet kom op på 25.000 kr.

 

Lysglimt i hverdagen

Samme år fik gæster og medarbejdere en uforglemmelig oplevelse ved at tage på tur til Helligsølejren med besøg i Jesperhus Blomster­park, på Hanklit og i Solveig og Børge Hansens sommerhus. Flere af brugerne havde aldrig været uden for Horsens!

Nogle år senere, nemlig i august 1989, var vi igen på en herlig udflugt med varme­stuens gæster. Denne gang var kursen rettet mod Ende­lave.  Men også små ture, som f. eks. til Nørrestrand, var lysglimt i de­res ofte grå hverdag.

 

Stop på Øvre under udflugten til Endelave (1989)

 

Takket være vores varmestueleder og en lille flok trofaste hjælpere lyk­kedes det desuden snart at opfylde et stort ønske hos vore gæ­ster: det lod sig gøre at holde åbent juleaften, hvilket viste sig at være en suc­ces.

Et “lysglimt” i bogstavelig betydning blev lysestøberiet, der skæppede godt i kassen og desuden gav et meningsfuldt samvær. Hos fru Fos­dal i Østbirk præstegård lærte en flok interesserede kunsten at støbe lys. I de næste 7-8 år mødtes man til dette formål hos Solveig Han­sen i præ­ste­gården i Kildegade 27 og siden i Arne Laiers kælder. Både Vor Frel­sers Kirke og Vestre Kirkegårds Kapel blev forsynet med lys, hvilket gav en årlig indtægt på 3. – 4.000 kr.

 

“K.K.-Fællesbo”

I efteråret 1989 begyndte en gruppe medarbejdere at tale om nye ak­ti­vi­teter, ikke mindst på grund af en god økonomi. Blandt andet drøf­tedes nye tiltag overfor dem, der blev løsladt fra fængslerne eller ud­skrevet fra institutioner. Man tænkte også på personer, der var ude i en person­lig krise, eksempelvis en skilsmisse, men som nu skulle til at klare sig selv angående bopæl, arbejde og socialt netværk.

Overvejelserne førte til købet af huset Jyllandsgade 28, der fik navnet “K.K.-Fæl­lesbo”. Stedet blev ledet af en bestyrelse, bestående af Otto Hjerresen, Karsten Jeppesen, Martin Lausen, Henrik Oest og Ernst Jo­hansen.

Vi slap desværre ikke for en offentlig debat, da naboerne var æng­ste­lige ved at få et “institutionslignende” foretagende ind på livet. Der var offent­lig høring på rådhuset under ledelse af formand for teknisk ud­valg, vice­borgmester Erling Jensen. Den 6. februar 1990 blev der af­holdt møde i Jyllandsgade med kommunens udvalg for tek­nik og miljø og naboerne – og det var et godt møde! Udvalget bekræftede, at korshærens brug af ejendommen var fuldt lovlig; samtidig var for­holdet til naboerne blevet mindre spændt.

 

Jyllandsgade 28

Vejle Amt tilbød et beskedent driftstilskud på 20.000 kr., og “K.K.-Fæl­lesbo” funge­rede efter sin hensigt frem til 1994-95, hvorefter det blev solgt i 1996. Huset fungerede bedst i den tid, da et par ingeniør­stude­rende sam­men med de egentlige gæster havde ophold på ste­det og vir­kede som solide eksempler for de andre beboere. Anne Ma­rie Bøn­løkke Larsen blev lønnet på deltid for at kunne råde og vej­lede bebo­erne, men havde ikke mulighed for selv at overnatte på stedet.

“K.K.-Fællesbo” kunne rumme 5 beboere, der som regel blev henvist af Kriminalfor­sorgen. Nogle af dem fik virkelig nytte af opholdet, mens det desværre mislykkedes for andre. Mest som følge af mis­brug og uafkla­rede mellemværender fra en kriminel eller på anden måde belastet for­tid.

 

Et  tilbageblik

Frem til slutningen af 1993, hvor jeg ønskede at holde som formand, har Tove Han­sen som leder af Horsens byarbejde, i nært samarbejde med korshærsrådet, på dygtig vis fortsat og udbygget Kirkens Korshærs akti­viteter i Horsens. Der skulle holdes møder med medar­bejderne i varme­stuen, sysselstuen og genbrugsbutik­kerne, en skare på efterhånden ca. 125 frivillige medarbejdere. Desuden havde vi i samarbejde med Gedved Statsseminarium fået en praktikantordning, hvor stude­rende på skift og med skiftende succes deltog i varme­stue­arbejdet.

Jule- og Påskemarkeder skulle tilrettelægges, og ind imellem skulle der på møder i by og opland med udgangspunkt i varmestuearbejdet for­tæl­les om Kirkens Korshær. I samarbejde med formanden for korshærs­rå­det skulle der også ta­ges hånd om økonomien i form af an­søgnin­ger om EF-kød og smør, om tildeling af private og of­fentlige midler, f. eks. tips­midler.

Korshærsrådet har deltaget med stor ansvarlighed i dette arbejde, en­hver med sine kræfter og kvalifikationer. Skal der fremhæves nogle, må det blive de to kasserere Erik Albjerg Nielsen og siden Gerda Glistrup, hvis forelagte budget for 1993 blev på 660.000 kr. Endvidere skal nævnes Ernst Jo­hansen, som har hjulpet ved alle ejen­domshandler.

Arbejdet og samarbejdet gennem disse år, først som medlem af kors-hærsrådet og siden som dets formand, har været udfordrende, ind imel-lem anstrengende, men al­tid spændende og berigende at være med i.”

 

Det bærende korshærssyn

Carl Lomholt runder af:

”I min tidligere omtale af vore faste medarbejdere, har jeg nok gemt, men ingenlunde glemt en væsentlig forudsætning for alt korshærsar­bejde overhovedet: nemlig den store skare af frivillige medarbejdere, der i var­mestuen såvel som i alle andre korshærsaktiviteter i vor by er grund­stammen i hele arbejdet. Uden nogen anden løn end en helt ube­talelig glæde i arbejdet og fællesskabet og uden nogen særlig an­er­ken­delse øver alle disse frivillige en rent ud sagt imponerende ind­sats. “Håbets medarbejdere” er de blevet kaldt – og det er just, hvad de er! Menneske­ligt set er de simpelthen den bærende kraft i Kirkens Korshærs liv og virke. Uden dem var der slet ingen korshær!

Når jeg har beskæftiget mig så meget med varmestuen, er det unæg-telig på grund af mit særlige personlige engagement i netop den sag.  Som formand for vort lokale korshærsråd i de første fire år efter dets op­rettelse i 1983 og i øvrigt både før og efter den pe­riode har jeg da også været optaget af mange andre akti­viteter i det lokale korshærsarbejde. Der er grund til at skønne på den betydelige spænd­vidde, det har fået i indsatsen for oversete og udstødte men­nesker i vor by.

I Kirkens Korshær har det altid stået for mig som et umisteligt grund­syn, at vi egentlig hverken kan eller skal skelne mellem dem, som hjælper, og dem, som modtager hjælp. I stedet for at distancere disse sidste som en såkaldt “målgruppe” eller som “brugerne” skulle vi nok meget hellere gøre som min uforglemmelige chef i mine første år som korshærspræst, den senere biskop Haldor Hald. Han ville i grunden helst ikke vide af no­gen grænse mellem den ene og den an­den kate­gori. Han kaldte ganske enkelt de sidste for “vore venner.” – Men sådan var der dog også mange andre i korshæren, han beteg­nede! – For hvem er “vore venner” i Kirkens Korshær? – Det er alle de, som bruger tid og kræfter i genbrugsbutikker, varmestuer, Nicolajtjenesten, korshærsråd, bestyrelser, kredsarbejde m.m.; det er alle lønnede og alle frivillige medarbejdere – lodseddelsæl­gere ikke at forglemme! Og  vennerne, det er ikke mindst alle de menne­sker, som trænger til om­sorg og varme. Skulle der endelig gøres nogen forskel, da skulle disse sidste dog nævnes aller­først! – “For hvem er størst: den, som sidder til bords, eller den, der tjener? Er det ikke den, som sidder til bords? Men jeg er iblandt jer som den, der tjener,” siger Je­sus (Luk. 22, v. 27).

Dette er det evangeliske grundsyn, det, som altid må være det afgø­rende i Kirkens Korshær – alle vore mere eller mindre nødvendige for­skelle til trods!”

 

 

 


Medarbejdere fra arbejdets begyndelse og indtil ca. 1992

 

          Marie Louise Aggerbeck

Mogens Ahrenkiel

Rigmor Andersen

Niels Andersen

Vita Andreasen

Anna Balle

Aase Birn

Martha Bjerregaard

Carl Blasche

Marie Louise Bolbro

Kirsten Breindal

Niels Breindal

Gerda Briesemeister

Leif Buch-Hansen

Anna Bundgaard

Finn Bundgaard

Johanne Bønløkke

Lene Christensen

Kirsten Christensen

Mary Christensen

Tinne Christensen

Ragna Christensen

Ingrid Christensen

Ernst Christensen

Gurli Christensen

Søren Christensen

Helga Christiansen

Hervør Christiansen

Magda Christoffersen

Helga Dyhr

Karen Margrethe Enevoldsen

Betty Erhardi

Tinne Frederiksen

Jens Frederiksen

Gerda Glistrup

Ole Glistrup

Vibeke Gregersen

Ærolitha Grove-Steffensen

Gjørli Grundahl

Dich Grønbech

Helga Haagensen

Tove Hansen

Svend Aage Hansen

Musse Hansen

Børge Hansen

Solveig Hansen

Jørgen Hanssen

Britta Hartmann

Ruth Hauberg

Ida Henriksen

Carl Emil Hester

Rigmor Hester

Lis Hjerresen

Otto Hjerresen

Lis Hjerrild

Else Marie Hoffmeyer

Jenny Hüttel

Gunhild Hvejsel

Marie Helene Jacobsen

Clara Jacobsen

Sofie Jakobsen

Elly Jensen

Metty Jensen

Inga Baun Jensen

Carl Jensen

Lydia Jensen

Mona Jensen

Jette Bech Jensen

Svend Aage Mangor Jensen

Karsten Jeppesen

Mona Jespersen

Ernst Johansen

Jytte Johansen

Anna Johansen

Hans Jørgen Jønsson

Kirsten Buhl Jørgensen

Vita Jørgensen

Lily Jørgensen

Troels Jørgensen

Anne Lise Kargaard

Alfred Kirketerp

Gunnar Kjærulff

Per Klausen

Krista Klippegaard

Maja Knudsen

Gudrun Knudsen

Vera Kobberø

Bent Kobberø

Marianne Koch

Ingeborg Kraul

Sigrid Kristensen

Inger Kristensen

Esther Krogh

Ruth Krog-Jensen

Birthe Krog-Jensen

Arne Laier

Ebert Larsen

Gunver Larsen

Valdemar Larsen

Anne Marie Bønløkke Larsen

Signe Laursen

Ellen Laursen

Martin Lausen

Ingeborg Lomholt

Carl Lomholt

Ulla Lund

Hjørdis Mahs

Gerda Mammen

Edith Mathiassen

Gudrun Mejer

Ebba Molbech

Ellen Mortensen

Lilly Mortensen

Inga Munk

Amdi Møller

Ulla Møller

Ebba Nielsen

Keld Nielsen

Åge Nielsen

Hanne Nielsen

Linda Nielsen

Erik Albjerg Nielsen

Ellen A. Nielsen

Gurli Nielsen

Gudrun Nielsen

Arne Nielsen

Annette Nielsen

Bent Nielsen

Mary Nielsen

Elsebeth Nygaard

Grethe Nymark

Henrik Oest

Lisa Papp

Maria Papp

Mogens Pedersen

Ingerlise Pedersen

Karen Pedersen

Gunnar Pedersen

Kristian Pedersen

Bertil Pedersen

Uffe Ross Petersen

Gitte Petersen

Else Platz

Helga Pold

Ebba Rasmussen

Dagny Rasmussen

Anne Elise Rasmussen

Jørn Rasmussen

Inger Rosendal

Henrik Scharling

Kamma Scharling

Agnes Sulcova

Wilhelm Sørensen

Else Sørensen

Laura Sørensen

Karen Sørensen

Maria Sørensen

Emmy Sørensen

Jutta Therkelsen

Birgit Thorberg

Else Thorsen

Ruth Tobiesen

Edith Utzen

Irene Vestergaard

Anne Marie Vrang Poulsen

Anna Ørnsholt

Inge Ørntoft

Per Ørntoft